Fællesarbejde d. 27. april
Sæsonen er godt i gang, og den første omgang fællesarbejde i form af en containervagt har allerede været i gang. Det næste på listen er fællesarbejdet, hvor vi vil få vores haveforening gjort klar til den nye sæson.
Vi glæder os til at se jer stå friske og klar i tøj, der må blive beskidt. Da der i denne omgang er tale om, at der skal lægges asfalt på vejen, beder vi om, at der er en, der er klar til at udlåne bil og trailer til arbejdet.
Hvis du vil, så send endelig en besked til formand@haveselskabetaablink.dk, så vi kan få noteret, at du kommer med bil.
Forenings affaldscontainere
Tidligere har vi oplevet, at folk klipper strips af på allerede lukkede containere, hvilket resulterer i affald overalt, da stripsene er der for at holde fuglene ude og affaldet inde.
Lad os hjælpe hinanden med at holde foreningen ren. Smid kun det affald i, der hører til i containerne, og undgå at overfylde dem – de skal kunne lukkes. Lad være med at klippe strips af for at presse mere affald ned i containerne.
Hvis der ikke er plads til jeres affald, så tag det med tilbage i haven og vent på, at den næste container bliver åbnet, eller tag det med hjem til jeres adresse. Kun sammen kan vi holde vores haveforening pæn!
Lugning under hæk
Når du luger under din hæk, skal der ryddes 40 cm ud fra stammen. Det gælder også under hækken mod Thistedvej og baghækkene på vej 6 ud mod markerne.
Især disse hække skal ryddes på begge sider, da de tæller som en brandvej.